Jönsson styrker organisationen i takt med stigende omsætning

Et godt årsregnskab og fyldte ordrebøger langt ind i 2018 sætter gang i ansættelserne

Jönsson A/S omsatte sidste år for 94.8 millioner kroner og er gået ud af 2016 med et overskud på 4,8 millioner.
Samtidig er ordrebøgerne spækket med for 250 millioner kroner spændende storkæbenhavnske byggeprojekter i 2017, og der er allerede for 190 millioner kroner i ordrebeholdningen for 2018.

– Vi går målrettet efter en kontrolleret og sund vækst med en rimelig dækningsgrad. Det er lykkedes igen i år, og det er jeg rigtig godt tilfreds med, siger direktør Thomas Normann.

Ny partner

Jönsson A/S er kendetegnet ved at følge projekter fra allerførste streg på tegningen til allersidste belægning på p-pladsen. Vi byder ind i projekteringsfasen og er med til at udvikle og optimere projekter, allerhelst i gentagne samarbejder med en fast gruppe af bygherrer.

– Vi samarbejder med dygtige bygherrer på spændende projekter. Vi går op i at yde vores bedste i hele processen, og det kræver brede og erfarne kompetencer, siger Thomas Normann.

Derfor har vi på det seneste hyret en håndfuld dygtige folk til at matche væksten og løfte udfordringerne.

Firas Al-Asadi er kommet med i partnerkredsen, der desuden tæller direktør Thomas Normann og tilbudschef Johnni Nielsen. Som partner og produktionsdirektør skal han understøtte en kontrolleret og sund vækst i Nærum-virksomheden.

Med på holdet er også erfarne kræfter som Gustav Rønsch og Dennis Evensen, der som projektchefer skal føre Jönssons mange store projekter i mål. Det gælder blandt andet 39 kvalitetsboliger på Rentemestervej og nye boligkarreer ved Bellacenter i Ørestad.

Seneste skud på stammen er Brian Holse, der som byggeleder lægger ud med at stå for en stor byggesag i Lærkeparken i Hillerød, hvor vi samarbejder med AKF om at renovere facader og tilføje 62 taglejligheder til tre eksisterende bygninger.

Menu