Rejsegilde på Danmarks første fællesbyggede boligkarré

Flaget var hejst, da håndværkerne bag opførelsen af Fællesbyg Køge Kysts boligkarré i Køge blev fejret torsdag den 27/8 på Køge Kyst. Danmarks første beboerdrevne byggeprojekt i større skala markerer hermed en milepæl.

Om blot et halvt års tid kan medlemmerne af foreningen Fællesbyg Køge Kyst godt gå i gang med at pakke flyttekasserne. Bygningskroppen til deres godt 5.000 kvadratmeter store boligkarré på Køges Søndre Havn står nu i fuld højde, og bygningsarbejdernes indsats blev torsdag den 27/8 fejret med et rejsegilde.

Stor stolthed
Hos Jönsson er vi stolte over indsatsen hos de håndværkere, der har rejst bygningen, og som det næste halve års tid frem stadig har travlt på den tidligere industrigrund.

”At bygge et hus som dette er en krævende og virkelig spændende opgave, som vi er meget glade for at have ansvaret for.
I kraft af projektets komplekse karakter som fællesbyggeri er der en del kommunikative snitflader i spil, ligesom mange faglige kompetencer krydser hinandens veje.
Jeg er glad for den stærke opbakning vi har mødt hos alle projektets involverede, ikke mindst blandt håndværkerne, der alle har ydet en fantastisk indsats”, lyder det fra adm. direktør Thomas Normann fra Jönsson A/S.

Forbilledligt projekt
Fællesbygs nye hus bliver farverigt og varieret, og det er skræddersyet til både fælles og individuelle behov. Køge Kommunes borgmester Marie Stærke, som deltog i torsdagens fejring, glæder sig over det utraditionelle bidrag til Køge by.

– Fællesbyg beriger Køge. Det er pionerer, som bidrager med et gåpåmod og en entusiasme, som er til gavn for hele kommunen. At også arkitekturen og indretningen er anderledes og spændende betyder, at heller ikke håndværkernes arbejde kan køre på rutinen – så det er på alle måder et forbilledligt projekt, siger Marie Stærke.

Eksempel til efterfølgelse
– ”Takket være håndværkerne er Fællesbyg nu meget tæt på at blive virkelighed. Bygningen står her, snart kommer de farverige facader på, og om godt syv måneder flytter beboerne ind. Siden fællesbyggerne greb styringen for tre år siden, har deres indsats været et eksempel til efterfølgelse – og vi håber, at det kommer til at inspirere til byggefællesskaber andre steder i landet, hvor vi i øvrigt også gerne vil samarbejde om at få det til at lykkes”, siger Line Røtting Dornan, adm. direktør for Selskabet for Boliger.

Selskabet for Billige Boliger, som bl.a. arbejder for at fremme byggefællesskaber i Danmark, var oprindelig med til at starte Fællesbyg-projektet i et partnerskab med Tegnestuen Vandkunsten og byudviklingsselskabet Køge Kyst. I dag varetager selskabet bygherrerollen efter en nonprofit-model – med os som totalentreprenøren, der koordinerer alt håndværksarbejdet.

Ingen resultater fundet.

Menu