Byggeleder: Jönsson skal være bedst til KS!

En brændende passion for kvalitetssikring krydret med overblik, kommunikation og godt humør. Mød vores byggeleder Rasmus Lund Wolsgaard – en mand der gerne indrømmer, at han elsker at nørde i KS.

Rasmus har et klart mål. Jönsson skal være de bedste indenfor kvalitetssikring og tilsyn.
I sin værktøjskasse har han fuldt fokus, tæt dialog med underentreprenører, løbende risikovurderinger og selvfølgelig sin kontrolplan for entreprisen. Som tømrer husker han, da KS var efterarbejde, udført med papir og blyant. I dag nyder han godt af, at kvalitetssikring er digital.

”Digital kvalitetssikring giver bare en mere ærlig KS, fordi den er lavet under udførelsen af projektet. På den måde bliver KS et vigtigt redskab til en dialog, der er til alles bedste.”

På spørgsmålet om hvad god byggeledelse er, har Rasmus også en klar holdning.
En god byggeleder skal forstå håndværksgrupperne og kommunikere ud over sit eget fag. Det sikrer samarbejde fremfor skyttegravskrig og mudderkast, så man får et projekt, alle er glade for.

I sit daglige arbejde som byggeleder har Rasmus ET grundprincip. Det er at lytte til den, der bygger. At inkludere folk på byggepladsen i procesplanlægningen og få indspark fra håndværkerne giver nemlig de bedste resultater. Og så har det afgørende betydning for en god byggeproces.

Menu