Problemer skal knuses som beton
”Min fornemmeste opgave er at få tingene til at køre. At få lagt en plan – og holdt den. Problemer er kun udfordringer, og de skal knuses, inden de bliver større end nødvendigt. ”
Sådan siger Alexander Hellebæk, ny betonformand i Jönsson, pr. 14/3. Han er kendt for sit gå-på-mod, sit overblik og ikke mindst sin evne som problemknuser. Alexanders styrke er beton. En kompetence, oparbejdet gennem hans arbejde på store byggepladser gennem tiden – Fra den Blå Planet til jernbanebroer og store domiciler til verdensomspændende virksomheder.
Alexanders solide erfaring fra betonfaget giver ham en sikker hånd i sin navigation gennem projekter, tidsplaner, samarbejde og ikke mindst de udfordringer, der måtte opstå undervejs. ”Kompetence får tingene til at rulle fra kontor til byggeplads”, som Alexander selv udtrykker det.
Alexander starter ud på projektet Naverland i Glostrup. Her glæder han sig over arbejdet som betonformand med alt hvad det indebærer, fra administration til jord- og kloakarbejde. Med sig har han en fortid som bygningsstruktør hos CG Jensen og en læretid hos MT Højgaard.
Privat er Alexander en drevet jæger, der elsker at gå på både Bukkejagt og fuglejagt. På jagtmarkerne har han fundet sit frirum – helt uden tidsplaner. Men mandag morgen er han tilbage på byggepladsen igen – parat til at knuse problemer, som man knuser beton.