5 år i Grønland lærte Rasmus at holde hovedet koldt

At rejse er at leve – og at lære på rekordtid. Det ved vores byggeleder Rasmus Hansen, der i foråret kom hjem til Danmark efter 5 år på Grønland.

Der er langt fra Hvidovre til Nuuk på Grønland. Her sad Rasmus Hansen i byens tekniske forvaltning i bygherrerollen, hvor han udviklede sine byggetekniske kompetencer på rekordtid. Han lærte at holde hovedet koldt – ikke på grund af de ekstreme kuldegrader, men i kraft af udfordrende projekter, som han styrede sikkert i mål. Projekter som inkluderede alt fra boligbyggeri til byggemodning, kloak og anlægsprojekter. Evnen til at arbejde målrettet, styre projekter og tøjle processer har han nu taget med tilbage til Danmark, hvor han i dag arbejder som byggeleder i Jönsson på vores BULK-projekt i Hvidovre. Rasmus er uddannet bygningskonstruktør og født videbegærlig. Derfor er hans erklærede mål også hele tiden at lære nyt og dygtiggøre sig ved at løse uforudsete udfordringer og få tingene til at lykkes. Selv fortæller Rasmus om de erfaringer, han tog med tilbage til Danmark efter 5 år i kulden:

”Min største styrke er nok at holde hovedet koldt, trods udfordringer. Jobbet på Grønland gjorde mig virkelig robust. Ikke af kulden, men af mit arbejde.  At sidde med forskellige ting, også på den juridiske side, giver brede kompetencer – både byggefagligt, juridisk og administrativt. På den måde fik jeg stor indsigt på ganske få år”

Evnen til at holde hovedet koldt, bevare overblikket og ikke mindst interessen i at lære nyt er alle kompetencer vi værdsætter hos Rasmus – og som BULK projektet nu kan drage fordel af.

Menu