
Særopgave med sjæl
Særopgave med sjæl
Jönsson har i fagentreprise bygget fundament og monteret betonelementer til Tivolis nye forlystelse Fatamorgana.
Når Tivoli bygger nyt, står udfordringerne i kø. Den gamle forlystelseshave midt i København er næsten udnyttet til sidste kvadratmeter – og alene det stiller krav til entreprenørerne.
Modernisering skal der naturligvis alligevel til. Et af de seneste skud på stammen er forlystelsen Fatamorgana, der hæver sig 45 meter op over København lige ved indgangen ud mod H.C. Andersens Boulevard og Glyptoteket. I den forbindelse har Jönsson i fagentreprise fjernet fundamentet fra den tidligere forlystelse, skabt et nyt samt monteret betonelementer.
Det har været en proces med mange udfordringer. Blandt andet er beskrivelsen blevet ændret undervejs, og Jönsson har måttet pælefundere meget dybere og med meget tykkere pæle end forventet for at sikre, at fundamentet kan bære den tunge stålkonstruktion.
Jönsson er kendt for ikke at gå af vejen for en udfordring, men altid at følge projekter til dørs. Det er tilfældet i projektet i Tivoli, som er udført i god dialog med Tivolis egen arkitekt og byggeledelse.
Stor fleksibilitet
Ud over de tekniske udfordringer har processen budt på krav om stor fleksibilitet. Arbejdet må under ingen omstændigheder udføres, mens Tivoli har åbent for publikum. Faktisk er der så skrappe begrænsninger, at det ikke engang er tilladt at køre med en trillebør. Samtidig er det ganske vanskeligt at parkere i nærheden af haven, og det er kun tilladt at få leveret materialer mellem klokken 7 og 10 om morgenen.
Jönssons erfaring med benhård planlægning og præcis byggestyring er derfor kommet 100 procent i spil for at få tidsplanen til at gå op. Alt arbejde er udført i nattetimerne mellem midnat og 7 morgen. Selv betonelementerne er hejset ind med kran i ly af natten.
Totalentreprenør Jönsson A/S
Bygherre Tivoli
Ingeniør Orbicon
Entreprisesum 2 mio. kr.
Udførelsesperiode oktober 2014 – januar 2015